- 152 -
anden sag.
Det kan ikke gøres gældende, at folketingsbeslutningerne af 10. april 1975 og 30. marts 1976 antaster domstolenes uafhængighed, idet beslutningerne alene tilkendegiver, at folketinget har været af den opfattelse, at Christianias brugs- ret ophører den 1. april 1976; beslutningerne indgår ikke i rettens bedømmelsesgrundlag. Folketingsbeslutningen af lo. april 1975 pålægger alene forsvarsministeren at indlede for- handlinger om at fremskynde Christianias afvikling og er ikke noget pålæg til fogden eller domstolene iøvrigt.
Ved den retlige bedømmelse af Christiania må det tages som udgangspunkt, at Christiania er blevet til ved en ulovlig besættelse af arealet, som man kunne have imødegået med magt. Når forsvarsministeriet valgte at forhandle, måtte det også være ministeriet, der selv fastsatte vilkårene for de ind- trængendes forbliven på arealet. Forsvarsministeren tog sit standpunkt ud fra en social vurdering uden noget ønske om at etablere et ordinært lejeforhold. Forsvarsministeriet må som grundejer være stillet på samme måde som en privat grund- ejer og ikke som en offentlig myndighed; forvaltningsretlige synsPunkter kan herefter kun få sekundær betydning.
Det er dernæst afgørende for bedømmelsen, at Christiania ikke yder noget vederlag for brugsretten. Bestemmelsen i punkt 6 i den foreløbige aftale af 31. maj 1972 (bilag llh) angår alene betaling for el og vand; der er slet ikke tale om betaling for brug af bygninger og areal. Det er ubestrideligt, at Christianias eksistens sikrer bygningerne mod hærværk og Sparer det offentlige for nogle sociale udgifter. Det på- hviler imidlertid enhver bruger at bevare de pågældende loka- liteter; heri ligger ikke noget vederlag for brugsretten, og
