hen ad Vejen for at søge Skygge under et Træ, var imidlertid kommen til, og han og Marquien anstillede hurtigt de elementære Oplivningsforsøg, der lidt efter lidt fik Drengen til at slaa Øjnene op.
Moderen, der havde knælet ved Siden af ham, havde grædt af Glæde og udtrykte med Sydboens livlige Temperament sin overstrømmende Taknemmelighed overfor Marquien, hvis Haand hun vedblev at bedække med Kys.
Da dette havde varet noget, trak Marquien Haanden til sig og sagde med klaprende Tænder:
— Min gode Kone, De maa hellere se at skaffe mig nogle tørre Klæder.
— Ja, naar De vil tage til Takke! svarede Konen, medens hun løb i forvejen hen mod Bondehuset, fulgt af Marquien, der rystede sig som en vaad Hund, saa at der stod Straaler af Vand omkring ham idet skarpe Sollys.
Lola Montero havde staaet i tavs Spænding. Nu trak hun et Lettelsens Suk og skævede hen til Matadoren, der var bleven staaende ubevægelig ved hendes Side, men hun sagde ikke et Ord.
Lidt senere kom Marquis de Plane ud af Bondehuset. Han var aabenbart bleven iført den fineste Søndagsdragt, man raadede over: Blaat, stramtsiddende Kostume med ganske kort Jakke og Knæbenklæder, rødt Skærf om Livet, en rød nedhængende Hue og en kvastebesat Plaid til at kaste over Skuldrene.
Lola Montero syntes, at Marquien saa ualminde-
