XIV. KAPITEL.
arquis de Plane syntes at have overvurderet sine Kræfter. Et Øjeblik saa det ud, som om de skulde svigte ham, og han forsvandt sammen med Drengen, der klyngede sig krampagtigt om hans Hals, som vilde han kvæle ham.
Nu syntes det imidlertid, som om han havde faaet Fodfæste. Endnu et Par Gange blev han borte mellem de høje Planter langs Flodbredden, saa dukkede Han atter frem og sprang i et Sæt op paa Land. Han drev af Vand, og hans Haar og Skæg var fuldt af Dynd og Straa, han vilde have gjort en komisk Figur, hvis ikke al Komik var forsvundet ved Synet af det lille reddede Barn, som han holdt i sine Arme.
Fra et nærliggende Hus var imidlertid en Kone kommen styrtende. Hun havde grædt og skreget op i en Fortvivlelse, der røbede Moderen.
Nu foer hun hen mod Barnet og dets Redningsmand. Den lille havde lukket Øjnene og havde frygtelige Kvælningsanfald paa Grund af alt det Vand, han havde slugt. Chaufføren, der var kørt
