Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/63

Denne side er blevet korrekturlæst

— Donna Lola er nok hjemme, sagde han endelig. men hun tager neppe imod paa denne Tid.

— De kan jo forsøge at give hende mit Kort og sige til hende, at jeg meget gerne vilde tale med hende med det samme.

Portneren tog Kunstnerens Kort og saa paa det med et underligt stupidt Udtryk i det store skægløse. Ansigt. Det fremmedartede Navn og det ham ganske ubekendte Land, der var angivet i Hjørnet som Hjemsted, imponerede ham øjensynligt ligesom alt fjærnt og fremmed, man møder paa sin Vej.

Han tog en Sølvbakke, lagde Kortet paa den og forsvandt, idet han med en indbydende Haandbevægelse mumlede nogle overhøflige Vendinger, hvis Blomstersprog stod i skarp Modsætning til den vrantne Tone.

Hugo Hjorth saa sig nysgerrigt om idet lille Rum, hvis Vægge var overfyldte af Billeder, der var klippede ud af det illustrerede Blad Blanco y Negro, og som alle havde taget deres Motiver fra Torospladsen. Bombatinis Skikkelse var dominerende i de fleste af dem, men der var ogsaa Portræter af ældre Berømtheder som Reverti, Bombita og Mazzantini samt af Spaniens største Tyreopdrætter, Hertugen af Veragua.

Hans Navn er udlagt: den, der har set Vand, og han er en direkte Efterkommer af Columbus.

Efter at Hugo Hjorth havde været alene en fem Minuter, kom Portneren tilbage og meddelte, at Skuespillerinden vilde tage mod den Fremmede.

Kunstneren blev derefter overgivet til en liberi-