Hensyn til Fremtiden, blev Castella da pludselig ligesom forvandlet. Og til Carmens store Glæde, der i de sidste Dage var taget stærkt af, da hun nok mærkede, at der var noget i Vejen, omfavnede Fernando hende en Eftermiddag, da han kom hjem, og sagde:
— Nu skal vi rigtig more os i de Dage, vi har igen.
— Og vi maa ikke glemme Donna Lola de Plane.
— Lola de Plane?
— Ja! Lola Montero, Matadora, husker Du ikke, at vi har et Billede til hende fra din Ven, Don Hugo.
— Jo, Død og Pine, det er sandt. Endnu den Dag imorgen maa jeg derhen.
Og den Dag imorgen kørte Senor Fernando ogsaa med Billedet i en Droske op til den Villa, i hvilken Marquisen efter Portierens Opgivelse skulde bo.
Organisten sendte sit Kort ind og blev ogsaa modtaget af Lola Montero, der imidlertid betragtede ham med et mønstrende, ugenkendende Blik, der fik ham til at rette paa Slipset og ordne sit ikke altfor overdaadige Toilette med mange generte Lader. Matadora var bleven en ganske lille Kende sværere og hendes Øjne havde faaet et stærkere, lidt haardere Udtryk, men som Kvinde var hun næsten endnu mere pragtfuld end i sine Ungpigedage. Caslella kom — ligesom Hugo Hjorth i sin Tid — til at tænke paa Billeder han havde set af Kejserinde Eugénie i hendes Vel-
