XVII. KAPITEL.
fterat Fernando Castella havde opholdt sig nogle Dage i San Sebastian, begyndte han at blive hed om Ørerne.
Nogen udpræget Forretningsmand turde han absolut ikke rose sig af at være, og han havde maaske heller ikke henvendt sig til de rette Folk.
Det saa i hvert Fald et Øjeblik ud, som om hele Tante Isabellas efterladte Formue med samt det lille Hus og Indboet skulde smelte saadan sammen under Boets Behandling, at der næppe nok blev Penge tilovers til, at han og Carmen kunde rejse hjem uden at maatte forlange Forstærkning fra Danmark.
Det var for Castella en højst ubehagelig Opdagelse. Foreløbig vilde han ikke berøre Sagen for Carmen, der var saa lykkelig som et Barn ved at gense San Sebastian og alle de gamle Venner og Bekendte. Men Sagen pinte Castella forfærdelig. Han kunde slet ikke sove om Natten, og om Dagen var han nervøs og adspredt.
Carmen spurgte bekymret, hvad der var i Vejen, og Castella svarede, at det maatte være Varmens
