XVI. KAPITEL.
er var sket det vidunderlige: Skatten fra Spanien var kommen!
Og den var ikke kommen i Form af gamle Dokumenter til Castella, den var kommen som en Sagførermeddelelse af ny Dato om, at Carmens Tante, den gamle, kære Donna Isabella, var død. Hun havde ofte i tidligere Dage hjulpet sin Niece og Guddatter i en snever Vending. Nu havde hun testamenteret hende sin opsparede Formue paa et Par tusind Pesetas foruden et lille Hus og noget Indbo.
Med sit bløde Gemyt græd Carmen først en halv Dags Tid, dels af Sorg over Dødsbudskabet, dels af Rørelse over, at den rare Tante Isabella ikke havde glemt sin Guddatter, skønt hun boede saa langt borte.
Da Graaden ud paa Aftenen havde sat sig, og da Fernando havde trøstet sin lille Kone med mange gode Grunde foruden den, at Tante Isabella go var meget gammel og sikkert havde været mæt af Dage, saa opstod pludselig hos begge den Tanke: Er det ikke bedst, vi selv tager ned og ordner Sagerne?
