Donna Carmen. Var det tilfældigt, eller var der maaske en særlig Meddelelse af Interesse i den.
Hugo Hjorth blev nysgerrig og foldede Bladet ud. I Smaatryksrubrikken var indstreget en lille Nyhed, i hvilken der stod:
„Skuespillerinden Lola Montero, den berømte Madrid-Stjerne, der er saa kendt her i San Sebastian under Navnet Matadora, bliver idag viet til Marquis de Plane.“
Hugo Hjorth lod Bladet synke. Længe sad han i dybe Tanker, saa gik han hen foran en stor Akvarel af en pragtfuld Kvinde, der i en udfordrende og dog gratiøs Stilling stirrede kækt hen for sig, medens hun med Kastagnetterne i Haanden beredte sig til at slaa over i Dans.
Saadan havde Hugo Hjorth en Aften set Matadora ved en lille Fest i Bombatinis Have, og saadan havde han fæstnet hende i et af sine kæreste Arbejder fra den lykkelige Tid.
Længe stod han tavs foran Billedet. Saa tog han sin Hat og gik ud. Han trængte til at være alene og til at svale sin hede Pande. Han gik og gik gennem Sandet helt ud til Grenen, hvor Skagerak og Kattegat syntes at løbe sammen i en hvid, legende Sølvstribe. Havet skyllede blødt ind med langlige Bølger, der trak sig tilbage i store, flade Skumkager paa den bløde Strands bonede Gulv.
Men selv denne mægtige Ro formaaede ikke at dulme Hugo Hjorths ophidsede Nerver. Han vidste jo godt, at denne Kvinde aldrig havde kunnet blive hans, selv om han havde prøvet paa
