— Og der er ingen Børn?
— Nej! svarede Castella næsten bebrejdende.
Der indtraadte en lille Pavse, den første indtil nu, men heldigvis kom Senora Carmen i det Samme tilbage med en Ret, der saa højst ejendommelig ud. Den lod høje, blaa Flammer stige i Vejret, saa at der i Mørket næsten faldt et Dødningeskær over hendes friske Ansigt. Den flammende Ildkage blev stillet midt paa Bordet, hvor den vedblev at brænde med lange, blaalige Tunger.
— Den minder min Sandten om en Bolle Punch! udbrød Castella glad. Naar jeg ser saadan en, kommer jeg altid til at tænke paa glade Aftener hjemme i „Attende November“.
— Ja! sagde Senora Carmen stolt over at have forstaaet det sidste Ord. Det er meget kedeligt, at Senor Fernando allerede skal rejse til November. Jeg har bedt ham saa meget om at blive. Her er saa dejligt i November og ikke saa varmt. Og saa kunde det maaske ogsaa være, at han kunde faa opsporet, hvor Skatten er. Tænk, sikken en Lykke, om han fandt Skatten.
— Skatten! Leder Du efter en Skat, Niels? busede det ud af Maleren.
Den lille Komponist blev ildrød i Hovedet, som om han var en Skoledreng, der bliver grebet i Snyderi. Hvem har talt om en Skat?
— Det gør Senora Carmen.
— Det burde De ikke have gjort, Senora.
— Gud, var det en Hemmelighed, Senor Fernando? Skulde jeg ikke have talt om det? Jeg troede Senor Hugo var en hæderlig Mand, der ikke vilde tage den fra Dem.
