XIII. KAPITEL.
aa Danmarks Nordspids skulde altsaa Brylluppet fejres.
Carmen spurgte ikke, men hun tænkte sit. Danmarks Nordspids var næppe langt fra selve Nordpolen, der var naturligvis Is og Sne og Bjørne, som gik løse omkring. Gud skulde vide, hvordan hun vilde kunne klare sig deroppe med sin Garderobe.
Turen gennem det smilende Danmark, der laa i sin skønne, lidt dystre Efteraarspragt med mørk Schattering i Landskabets Skove og Bakker, fik hende derfor til at juble af Glæde. Selv de smaa Færgeture med de hvide Maagesværme, der fulgte Fartøjet, beredte hende en sand Overraskelsens Fryd, netop fordi hun havde været saa bange for Vandet.
Og saa naaede de Frederikshavn og kørte med den lille Bane videre til Skagen.
Carmen var helt optaget af det ejendommelige, sandede Landskab, og de mærkelige Fortællinger, som Don Fernando berettede hende om Kirken, der var fyget til, om den vidunderlige Marehalm, som bandt Sandet ligesom en Polyp med
