den spanske Skat? sagde Jens Thomsen halvt spøgende, halvt forsigtigt, da han var bange for, at, Komponisten mulig endnu ikke helt havde glemt den Spas, han havde haft for med ham.
Men Niels Castella blev denne Gang slet ikke vred, det var snarere, som havde han netop villet fremkalde disse Ord, thi han udbrød overstadig:
— Den spanske Skat! Du gætter godt, Jens, bedre end Du maaske selv tror. Den spanske Skat! Det er lige netop den, jeg har fundet.
De to Venner saa forbavset paa hinanden, medens Niels Castella igen forsvandt i Sideværelset, og Jens Thomsen sagde halvhøjt:
— Bare Varmen ikke har slaaet sig paa Hovedet af ham!
Men i det samme aabnede Niels Castella Døren, og medens hans Ansigt straalede som selve San Sebastians Sol, udbrød han, idet han skød den lille Senora Carmen ind i Stuen:
Her er min spanske Skat!
Senora Carmen var saa ildrød i Hovedet som en Tomat, enten det nu var af Flovhed eller Glæde, men da hun saa, at der ikke var mere end en fremmed Herre tilstede foruden hendes gamle Ven Don Hugo, saa genfandt hun næsten strax sin naturlige, ligefremme, barnlige Elskværdighed.
Og saa gik man tilbords og spiste og drak og snakkede i Munden paa hverandre om San Sebastian, om Tyrefægterne, om gamle Minder og glade Oplevelser, medens den ellers saa meget ta-
