VIII. KAPITEL.
an var kommet et godt Stykke ud paa Sommeren. Den havde iaar været ualmindelig varm og pragtfuld, men lidt for tør, og overalt sukkede man efter Regn.
Folk flygtede bort fra København, hvis Gader om Eftermiddagen bagtes i Solen for om Aftenen at udsende en underlig hed Aande, der var ved at kvæle de døsige Mennesker, som prøvede paa at trække lidt frisk Luft paa Kaféernes Fortougspladser.
Der var ikke rart inde i Hovedstaden, og de af Varme gnavne Mennesker lod deres daarlige Humør gaa ud over alt. De skældte Byen ud for den smudsigste og mest indelukkede i hele Verden, de ærgrede sig højrøstet over de snavsede Husfaçader, som de paastod var de grimmeste, der existerede, men ganske særlig gik deres Raseri ud over Tivoli: Det var snart ikke andet end en stor Ølhave, som man ligesaa gerne kunde sløjfe idag som imorgen.
Midt i Gnavenheden fik man saa pludselig et Anfald af agrarisk Interesse, saa op mod Himlen og sagde:
