hed! Det gav Oprejsning til en og anden for mangt et bittert Øjeblik. Men denne Følelse kunde selvfølgelig kun være rent forbigaaende. Det ligger Tyrefægterne i Blodet at værne om Torospladsens Ry, og dette kunde lide Skaar, om Publikum kom til altfor megen Skade.
Det syntes iøvrigt ikke saadan; Tyren havde for vanskeligt ved at klare sig oppe mellem de trappeformede Pladser. Folk havde faaet saa nogenlunde Tid til at frelse sig, og var sluppet derfra med Buler, Stød og Skrammer og en saa frygtelig Skræk i Livet, at Benene rystede under dem.
Tyren stod nu raadvild midt i en sand Mødding af ituknækkede Parasoller og Stokke, masede Hatte, Frugtkurve, Vifter, Mantiller, Aviser og Stumper af Hovedtøjer, Shawler og Overfrakker.
Folk begyndte at standse paa de øverste Pladser i Haab om, at Dyret ikke vilde have Kraft til at naa derop. Paniken var ved at lægge sig lidt, men ingen vovede sig frem til Tyren, der nu paany begyndte at vælte op over de trappeformede Pladser, medens Folk atter klumpede sig sammen og trykkede paa af Skræk.
Hent Lassoerne! hørte man Esparteros Stemme nede fra Arenaen.
At dræbe en Tyr med Kaarde udenfor Arenaen er nemlig en Umulighed selv for den fineste Tyrefægter. Den lange Klinge er ikke noget haandterligt Vaaben i hans Haand og dens Anvendelse rummer den største Fare, naar ikke alt forinden er lagt til Rette af Toros-Folkene.
