I Referaterne af anden Ophængning paa Charlottenborgs Foraarsudstilling, mødte der ham kun ét Navn, det var Hugo Hjorth.
Overalt var man enig om, at der her var et eklatant kunstnerisk Gennembrud. Siden de Dage, da vore store Malere sendte deres Folkelivsbilleder hjem fra Rom, havde vi ikke i dansk Kunst set et Billede, i hvilket der var udfoldet en saadan teknisk Dygtighed, en saadan malerisk Kraft og et saadant Kompositionstalent som i det efter hjemlige Forhold næsten kæmpemæssige Maleri: Matadora og Tyrefægterne.
Dertil kom, at Emnet var saa nyt og overraskende, Behandlingen saa varm i Farverne, og Sceneriet saa broget, at her var al Udsigt ikke blot til en stor kunstnerisk Sejr, men ogsaa til en Publikum-Sukces.
Og denne gjaldt selvfølgelig ikke mindst Matadora.
Hvem var denne pragtfulde, sydlandske Kvinde med de straalende Øjne og den slanke, spænstige Skikkelse. Nogle af Bladene var allerede paa Sporet i deres Smaarubriker for Indiskretioner. Man fortalte, at Matadora havde spillet en Rolle i den unge Kunstners Liv under hans Ophold i Spanien.
Men hvilken Rolle? Ja, det vidste man ikke bestemt, men en Journalist indskød dog, at derom kunde Hugo Hjorths Rejsekammearat, Komponisten Niels Castella, sikkert fortælle baade det ene og det andet.
Følgen blev da, at Komponistens Dør ikke stod
