III. KAPITEL.
et blev tidlig Sommer det Aar. Allerede i Slutningen af April stod Træerne i Løvspring, og Skovbunden var saa hvid som Sne. I Ørstedsparken knoppedes og grønnedes det, medens Tulipanerne begyndte at brede deres brogede Tæppebed og Kastanietræerne at tætne deres brede Kroner.
Niels Castella, der fra sine Vinduer kunde følge Naturens frembrydende Væxt fra Dag til Dag, gjorde i sit Hjerte sin By en Undskyldning for alle de slemme Tanker, han havde næret om den. Nu, da Solen atter var brudt frem, da København i Vaarens første Glans begyndte at næbbe sig ligesom Svanerne dernede paa Resterne af den gamle Stadsgrav, nu voxede ogsaa hele hans gamle Kærlighed frem til hans Fødeby. Komponistens Humør blev lysere, medens han daglig foretog smaa Udflugter i Omegnen til alle de kendte Steder, til hvilke Adgangen nu var saa let og bekvem.
Da han den 1. Maj om Morgenen læste Bladene henne paa Kaféen til Frokost, mødte der ham tilmed en Overraskelse, der satte hans Humør endnu højere op.
