er det, som om det spiller og synger i mine Aarer! Det er mit spanske Blod.
Og der var virkelig spansk Blod i ham, ligesom der ogsaa var spansk Klang i hans Navn, i hvert Fald hans Efternavn, thi han var døbt Niels Castella eller rettere Niels Fernando Castella, men Fernando havde han altid udeladt hjemme, fordi han ikke vilde have, at man skulde gøre Nar af ham.
Iøvrigt havde han sit Stamtræ i Orden og nedledte sin Herkomst direkte fra en af de Officerer, der i Brandnatten mellem den 29de og 30te Marts 1808 havde været paa Koldinghus under Befaling af Bernadotte, Prins af Ponte Corvo og senere Konge af Sverrig.
Det var da ikke saa underligt, at Niels Castella havde sværmet for Spanien fra Barnsben, og at et Besøg i det Land, han kaldte sin Hjemstavn, havde staaet for ham som hans Livs skønneste Drøm.
Saasnart han havde faaet det Anckerske Legat som Anerkendelse for en lille Opera, der var bleven opført paa det kgl. Teater, var hans Beslutning strax taget: Han vilde til Spanien! Og dér havde han nu allerede turet om i fem Maaneder fra Valladolid til Gibraltar og fra Salamanca til Barcelona, medens han overalt opsamlede og studerede gamle, spanske Folkemelodier.
Indtil han nu var indtruffet i San Sebastian efter Løfte.
Thi Hugo Hjorth og Niels Castella havde kendt hinanden, fra de var ganske unge Mennesker. Den Dag, da de fik at vide, at de Begge havde faaet
