Ogsaa Føreren blev allernaadigst afslaaet, og Vennerne fortsatte Vejen.
To mere forskellige Mennesker skulde man lede efter. Det var næsten, som om de havde fundet hinanden gennem Modsætning paa alle Omraader.
Hugo Hjorth var høj, slank og elegant. Han var iført et splinternyt lyst Sommersæt med hvid, guldknappet Vest; bar høj, graa Hat og havde i Haanden en Stok med fint forarbejdet Sølvhaandtag Hans Haar var ganske lysegult, hans lille opvixede Knebelsbart næsten farveløs og hans Øjne dybblaa. Han talte kun lidt, smilede i Reglen kun halvt og havde et køligt, stille Væsen, der dog ikke savnede en Understrøm af mild Lyrik og Weltschmerz. Han hørte til de Kunstnere, hvem de Jævnaldrende beundrede mere end de Ældre, og til hvem Kammeraterne nærede større Forventninger end Lærerne.
Hugo bliver en stor Kunstner, naar han først bryder igennem Skallen! Det havde man altid sagt indbyrdes paa Kunstakademiets Elevskole. Og Hugo mente forresten det Samme selv, han udtrykte det saaledes:
— Jeg er en Søgende!
Niels var udgaaet fra en meget musikalsk Familie, hvis Medlemmer mere eller mindre havde tilhørt Teaterverdenen, dog mest i underordnede Stillinger i Kor og Orkester. Han var opkaldt efter Niels V. Gade, og han havde været bestemt til at være Musiker fra Barnsben.
— Der er Musik i mig! sagde han. Undertiden
