X. KAPITEL.
ørket var faldet brat, tæt og tidligt, som Tilfældet er i Syden.
Da Matadora kom ud i det hemmelige Hus' Have, kunde hun da ogsaa daarlig finde sig tilrette. Hun spejaede til alle Sider uden at kunne opdage sin Vogn. Saa udstødte hun et Raab og hørte Raslen af Hjul og Lyde af Hovslag oppe paa Vejen. Det var Piccoloen, der kom kørende med den lille Kurvevogn. Hurtigt sprang Lola Montero op i den og sagde kort:
— Kør!
Og den lille Piccolo piskede paa Hesten, der foer afsted, som havde den en instinktmæssig Fornemmelse af, at der var en Fjende i Hælene. Lola Montero var stærkt ophidset over, hvad der var sket. Hendes Øjne var endnu ømme og kunde ikke rigtig vænne sig til Mørket. Hendes Kinder blussede, og Blodet bankede voldsomt i hendes Tindinger. Hendes Tanker var uklare, og hun kunde ikke faa dannet sig et samlet Billede af, hvad der egentlig var sket.
Men Et havde hun en bestemt Fornemmelse af:
