som denne Gang gengav et mørkt, drømmende, melankolsk Udtryk.
Han slyngede derefter Kappen tæt om sig, men lod dog Halsen og en Del af det stærkt haarede Bryst være blottet. Saa gik han et Par Skridt frem imod Buddha-Værelset, men inden han naaede dets Dør, fik han aabenbart en ny Idé. Han vendte pludselig om, gik hen til et lille Skab, der stod i en Krog af Værelset og trak en Skuffe ud.
Op af Skuffen tog han en stor Ring. Den var sort og tilsyneladende forarbejdet af Jern samt forsynet med mange mystiske Tegn og Indskrifter. Tordalkado bevægede Ringen et Par Gange frem og tilbage i Lyset fra Lampetterne paa begge Sider af Spejlet.
I Ringens mørke Indfatning glimrede en Sten af det klareste Vand. Den var sleben med hundrede af Facetter og udsendte et Bundt af skarpe Straaler, der ramte Øjet som spidse Lyn. Det var som et lille Sol-Pindsvin med lysende Pigge.
Tordalkado satte Ringen paa sin Tommelfinger — den var for stor til at kunne sidde fast paa nogen af de andre —, derefter gik han rask hen til Buddha-Værelsets Dør, trykkede paa en Fjeder og forsvandt.
I samme Nu, han dukkede frem paa den anden Side Drapperierne og stod i Buddha-Værelset, skød alle Slangerne grønne Giftblikke, og Tempellampen, der tidligere havde lyst med et blødt, dæmpet, rødligt Skær, blussede op med en blaa Flamme, der udbredte et fantastisk, dødningeagtigt Lys, som stjal al Farve fra Kød og Blod.
