Sted, svarede Joseph Bravo, ikke uden Lune. Men kan De ikke antyde for mig, hvad De har i Sinde. Det vil maaske gøre mig lidt mere føjelig.
— Jeg er begyndt saa smaat at gaa i Tyrefægterlære.
— Og vil optræde?
— Det har jeg ikke sagt. Men bestemmer jeg mig dertil, bliver det i hvert Fald ikke med Dem som Impresario, at jeg kommer til at optræde.
— Og hvis jeg føjer Dem?
— Saa bliver det i hvert Tilfælde kun med Dem som Impresario.
— Skønne Senorita! De har en vidunderlig overbevisende Maade at tale til et stakkels Mandfolk paa.
Derefter bestilte Joseph Bravo Blæk og Papir og skrev nogle Linier paa et Ark, som han lagde i en Konvolut og rakte til Lola Montero med de Ord:
— Kør saa op til „Villa Blanca“ og aflever dette Brev, saa skal De komme ind. Men Tand for Tunge, det lover De mig. Ellers er jeg en ødelagt Mand.
— Det lover jeg Dem, lille Bravo! svarede Matadora og sprang atter op i Vognen, der hurtig forsvandt. Men forinden havde den spanske Flue taget den lille Kat i Forvaring. Thi Tordalkados elektriske Natur taalte ikke Kattes Paavirkning!
Matadora sad i sin Vogn og spekulerede over dette ejendommelige Fænomen, medens Joseph Bravo med et distræt Udtryk satte sig til at læse videre i den stedlige Psychiatrikers Analyse af Tordalkados mystiske Evner.
