Manden, der havde ligget i den knælende Stilling, rejste sig, og under en dyb Kompliment sagde han med et vist teatralsk Foredrag:
Skønne Donna Lola, vor Stolthed, vort Smykke, vor duftende Blomst, vor højt beundrede Dame og Dronning, vær velkommen iblandt os iaar som i tidligere Aar, modtag vort Hus og lad det være Dit saa længe som Du vil gøre Dine Slaver den Ære at færdes iblandt dem som deres ophøjede Herskerinde.
Derefter slog den Talende op med Haanden som Tegn til en halv Snes glatbarberede Mænd, der ligesom han selv bar Toreadorernes klædelige Dragt: Stramme Benklæder, kort aaben Jakke, stivede Skjortebryster, lange, smalle kulørte Slips og i Dagens højtidelige Anledning: den røde Faja, Livbæltet, der snører Taillen ind trods noget Korset.
Medens store, graa Hatte blev svungne i Luften, lød fra de glatbarberede Munde som Hilsen tre gravhøjlidelige spanske Hurraer.
Idet Kvadrillens Fører derefter ceremonielt bød Damen Armen, førte han hende gennem Trængselen, der havde dannet sig, ud til en Række ventende Karether.
Hugo Hjorth havde under dette Optrin staaet i Skyggen inde under Perronens Tag. Han havde faaet Skitsebogen frem og gjort et lille Rids over Situationen. I det samme mærkede han et Hoved over sine Skuldre og et muntert Udbrud paa Dansk:
— Naa, er Du allerede i Arbejde. Jeg havde nær ikke funden Dig i Mængden.
— Goddag Niels, Goddag! udbrød Hugo Hjorth
