58
hans Arbeide i det Hele taget, kan nævne hans Ret til Pension eller Ventepenge, vil denne Ret, der først træder i Virksomhed i Tilfælde af Embedsmandens Afskedigelse, blive omhandlet nedenfor ved Fremstillingen af Reglerne om Embedets Ophør.
Embedsmandens Fordring paa den ham tilsagte Løn og de dertil sig sluttende Præstationer samt paa Erstatning af havte Udgifter er, som bemærket, af privatretlig Natur og kan, naar den ikke godvillig opfyldes, gøres gjældende ved Domstolene. Dette er vel ikke udtrykkelig udtalt i Lovgivningen, men følger tilstrækkeligt af den Stilling, Lovgivningen i det Hele tillægger Embedsmanden, og navnlig af Analogien af Reglerne om Pensionsretten, s. Grl. 1849 § 22 (Grl. 1866 § 17), Lov 5. Jan. 1851, Grl. 1863 § 14, Lov 24. Febr. 1858 § 17, ligesom det ogsaa er fast antaget i Praxis, s. H. R. T. 1863. 43, J. U. 1863. 266, mfl. Herfra finder dogen Undtagelse Sted med Hensyn til Sædtillæget, hvis Bestemmelse udelukkende tilkommer Finantsministeren, s. Lov 31. Marts 1860 § 9, 19. Febr. 1861 § 6, hvor der ved de Embedsmanden efter §§ 1 og 2 tilkommende Gage- og Lønningsdele naturligvis ikke tænkes paa hele Gagen, men kun paa Sædtillæget, jfr. Henvisningen til §§ 25, 27 , og med Hensyn til det (de tidligere) Fællesembedsmænd tilkommende midlertidige Lønningstillæg, s. Lov 27. Nov. 1863 § 1, smh. med Lov 31. Marts 1858 § 2 (Lov 11. Mai 1866, § 5). Den omspurgte Ret tilkommer imidlertid ikke, i alt Fald ikke definitivt, Embedsmanden, medmindre Regeringen har været bemyndiget til at ansætte ham i det vedkommende Embede med den fastsatte Gage. I saa Henseende kan mærkes, dels at Embedsmanden kan mangle Egenskaber, som ifølge Lovgivningen maae ansees som væsentlige Betingelser for Embedets Opnaaelse, jfr. ovenfor § 16, dels at der i Finantslov 26. Marts 1852 § 28, til hvilken alle senere Finantslove henvise, forbeholdes Stadfæstelse ved den paafølgende Finantslov for enhver i Aarets Løb tiltraadt Gage eller Gageforbedring, som ikke har sin Grund
