91
Forfl. 1855 § 31 og Grl. 1863 § 27 var Reglen ogsaa givet paa den Maade, at Kongen efter to Maaneders Forløb kunde slutte Rigsraadets Møder, hvorimod Forsamlingen fortsatte sine Forhandlinger, saa længe en saadan udtrykkelig Slutning ikke fandt Sted, og den Omstændighed, at denne Affattelse ikke er valgt i den nugældende Grundlov, kan paa Grund af den særegne Maade, hvorpaa denne slutter sig til Grl. 1849, ikke i nogen væsentlig Grad svække det fra de nævnte Bestemmelser hentede Argument. Det synes derfor naturligst at antage, at Grl. § 19 under Ordet »Samtykke« ogsaa indbefatter det stiltiende, og under denne Forudsætning synes endog Regeringens blotte Passivitet lige over for Rigsdagens fortsatte Samværen at indeholde et saadant, s. Forfl. 1855 § 31, Grl. 1863 § 27. Rigsdagen maa derfor uden Tvivl være berettiget og forpligtet til at fortsætte sine Forhandlinger, saa længe indtil den sluttes af Kongen. Hvad Praxis angaaer, meddelte Regeringen i Rigsdagens første Sessioner stadig et udtrykkeligt Samtykke til, at Rigsdagen forblev samlet ud over de i Grundloven bestemte to Maaneder, s. Departementstidende 1850. 526, 1851. 1044, 1852. 987, 1853. 1006, men i de senere Aar har en saadan Tilkjendegivelse i Reglen ikke fundet Sted, s. som Undtagelse Folkethingstidende 12. Session 3101.
Efter det Anførte kan Kongen ikke retsgyldig slutte Rigsdagens Virksomhed inden de to Maaneders Udløb, hvorimod der efter denne Tid ikke paahviler ham nogen særegen Indskrænkning i denne Henseende, ikke engang, naar Finantslovens Behandling ikke er tilendebragt, s. ovenfor 105. Derimod kan Rigsdagens Ret til at være samlet i to Maaneder afficeres ved Kongens Benyttelse af Retten til at opløse Rigsdagen eller udsætte dens Møder, s. Grl. §§ 21, 22, idet denne Ret i Mangel af positiv Indskrænkning ogsaa maa kunne benyttes i de to første Maaneder af Rigsdagens Samlingstid, men i saa Fald vil Rigsdagen, naar den paany træder sammen, kunne gøre Krav paa den resterende Tid. Ogsaa den her omhandlede Regel i Grl. § 19
