360
indrømmer en betinget Ret til at forbyde offentlige Forsamlinger under aaben Himmel, medens den med Hensyn til andre offentlige Forsamlinger kun tillægger Politiet Ret til at overvære dem, derved har villet antyde, at Politiet med Hensyn til offentlige Forsamlinger under Tag kun skal kunne benytte sin Nærværelse til at mærke sig, hvad der passerer, og til at skride ind mod den eller de Enkelte, der maatte foretage sig noget Ulovligt, men derimod være udelukket fra paa Stedet at kunne opløse Forsamlingen, om den end truer med at blive farlig for den offentlige Orden. Imidlertid kan der af Modsætningsforholdet mellem Grl. § 88, 2. og 3. M. med fuldkommen Sikkerhed kun udledes saa Meget, at Politiet ikke er berettiget til forud at forbyde Afholdelsen af en offentlig Forsamling under Tag, og det kan ikke negtes , at der er en væsentlig Forskjel mellem forud at forbyde en saadan Forsamlings Afholdelse paa Grund af en mere eller mindre løs Formodning om sammes Karakter, og at Opløse Forsamlingen, naar det har vist sig, at den udsætter Samfundsordenen for Fare eller Forstyrrelse. Imod Hensynet til disse Farer kan Frygten for Misbrug af en slig Myndighed, hvilke dog aldrig ganske kunne afvendes, og for hvilke Øvrigheden naturligvis staaer til Ansvar, neppe komme i Betragtning, og man synæ derfor at maatte indrømme Politiet den omspurgte Myndighed, hvilken ogsaa maatte antages at tilkomme det efter den tidligere Lovgivning, s. Straffelovens Motiver S. 141—42. I alt Fald kan der neppe indvendes Noget imod, at en slig Myndighed ved Lov tillægges Politiet.
Saafremt denne Anskuelse billiges, maa den omhandlede Myndighed i ethvert Tilfælde tilkomme Politiet udenfor Kjøbenhavn i Medfør af Straffelov § 104, og der bliver kun Spørgsmaal om, hvorvidt den i Lov 11. Febr. 1863 § 12 givne Regel for Kjøbenhavn er hævet ved Straffelov § 104. Dette synes at maatte besvares bekræftende, da Lov 1863 § 12 fremtraadte som en Anvendelse af en formentlig almindelig Regel i Grl. § 88 og derfor synes at maatte bortfalde, naar
