327
vene hiemle saadan Udvisning[1]), s. Straffelov 5 16, Fdn. 14. Dec. 1810 §§ 2, 3, Fdn. 24. Jan. 1844 § 10, og forsaavidt han er indfødt Statsborger, vil Udvisning end ikke kunne finde Sted i disse Tilfælde. s. ovenfor § 154 B 2. Medens Fremmede, der endnu ikke ere blevne faste Undersaatter, ikke kunne antages at have nogen selvstændig Ret til at forblive her og derfor man kunne udvises af Regeringen, ikke blot, naar de ikke burde have været modtagne her i Riget, eller naar de begaae saadanne Forbrydelser, der medføre Udvisning, eller blive trængende til Fattigunderstøttelse, inden de have erhvervet Forsørgelsesret, s. Fdn. 30. Marts 1827 § 9[2]), men ogsaa ellers, naar de ansees som farlige for den offentlige Sikkerhed, selv om de ikke have begaaet nogen Forbrydelse, s. Kollegialtidende 1843, 174, Kskr. 22. April 1847, kan Regeringen ikke antages for berettiget til udenfor de lovbestemte Tilfælde at udvise en dansk Statsborger, selv om han ikke har Indfødsret. Naar Lovgivningen tillægger Statsborgeren forskjellige vigtige Rettigheder og endog giver disse en grundlovmæssig Betryggelse, vilde det være modsigende, om den Ret, som er Betingelsen for hine eller i alt Fald for deres Udøvelse, vilkaarlig skulde kunne betages Borgeren, og den Omstændighed, at den indvandrede Borgers Ret stiftes ved en vilkaarlig Handling, kan, naar det først anerkjendes, at der er stiftet en Ret, ikke svække dennes Fasthed.
3. Da Retten til at opholde sig her kun fortabes i de lovbestemte Tilfælde, bør det uden Tvivl antages, at Regeringen, ligesom den efter Folkerettens Regler ikke er forpligtet til at udlevere Statens faste Undersaatter til fremmede Stater, selv om de ved Forbrydelser have krænket
