265
70, 71, mfl., ere et Lovgivningsanliggende og ikke ensidig kunne ordnes ad administrativ Vei, er denne Fortolkning vistnok ganske uberettiget. Ikke blot strider den fuldstændig mod den Opfattelse af Paragraphen, som gjorde sig gjældende ved dens Vedtagelse paa den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848—49, men den synes heller ikke forenelig med Ordene i Paragraphen, der ikke taler om Folkekirkens Forfatningsforhold, men om dens Forfatning. Det vilde ogsaa være lidet naturligt og lidet stammende med Grundlovens Principer, om Folkekirken, medens den mistede en stor Del af Fordelene ved sin tidligere Stilling som Statskirke, skulde beholde alle Byrderne og Indskrænkningerne ved denne, og om man vilde negte Folkekirken den Selvstændighed, som Grundloven tilsiger enhver Kommune, s. Grl. § 91. Et Andet er, at det følger af Grl. § 75, at saa længe der ikke er givet en Kirkeforfatning, maae de Bestemmelser om Kirkens Forhold og navnlig ogsaa om dens indre Anliggender, hvortil der maatte være Trang, fastsættes ved Lov, forsaavidt de ikke efter deres Beskaffenhed falde ind under Administrationen. Ved Siden heraf synes imidlertid Grundsætningen i Grl. § 75 at medføre, at Ordningen af Kirkens indre Anliggender bør opsættes, indtil dens Forfatning er givet, en Grundsætning, der dog ikke er fastholdt i Praxis, s. Lov 4. Apr. 1855.
Forinden Forfatningen gives, bør Kirkens Stemme høres. Vel blev et Tillæg til Paragraphen, som gik ud paa, at forinden Forfatningen gaves, skulde Betænkning afgives af et af Kongen anordnet Kirkemøde, paa den grundlovgivende Rigsforsamling forkastet, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 3059, men dette var væsentlig begrundet i, at den omspurgte Foranstaltning var af administrativ Natur, og at Kultusministeren ved Cirk. 9. Mai 1848 allerede havde bebudet Indkaldelsen af et saadant Kirkemøde, bestaaende af Geistlige og Lægfolk, hvilket Møde imidlertid ikke kom i Stand.
