250
naar den skal fungere, s. Lov 1852 §§ 18, 22, jfr. § 3. Om Retsskriverforretningernes Udførelse, om Thingbøgerne og om Stedet, hvor Retten skal holdes, indeholdes Bestemmelser i Lov 1852 §§ 13—16.
2. Hvad Kompetencen angaaer, dømmer Rigsretten stedse i første og sidste Instants, hvilket nu kun undtagelsesvis er Tilfældet med Høiesteret, s. 1. 2. 13, 1. 2. 1, Kongelov 1665 Art. 25 og Grl. 1849, Epilogen. Hovedgjenstanden for Rigsrettens Virksomhed udgøre de Sager, som af Kongen eller Folkethinget anlægges mod Ministrene for deres Embedsførelse, s. Grl. §§ 14, 69, jfr. Lov 1852 § 1. I disse Sager har Rigsretten en udelukkende Kompetence. Desuden kan Kongen med Folkethingets Samtykke lade ogsaa Andre[1]) tiltale ved Rigsretten for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, s. Grl. § 69, L. 1852 § 1. Om Forbrydelsen er særdeles farlig for Staten, maa efter Udtrykkene i Grl. § 69 bedømmes af Kongen og Folkethinget, ikke af Rigsretten. Denne har altsaa i saa Henseende ikke nogen fast Kompetence, end ikke med Hensyn til de betydeligste Statsforbrydelser. Den angivne Udvidelse af Rigsrettens Kompetence er i og for sig temmelig betænkelig, forsaavidt den Sigtede derved drages fra sit almindelige lovbestemte Værnething for en Ret, ved hvis Sammensætning der er taget et stærkt politisk Hensyn. Imidlertid har Grundloven anseet det for rigtigst at tillægge Rigsretten den omhandlede, betingede Kompetence, da denne Ret i extraordinaire Tilfælde, saasom ved Forsøg paa Omstyrtelse af Forfatningen fra mægtige Mænds Side, vilde afgive mere Garanti for Uafhængighed og nyde mere Tillid end de almindelige, i Grl. § 74 bebudede Nævningeretter. Medens efter det Anførte Rigsrettens Kompetence med Hensyn til de under samme hørende Sager er temmelig begrændset, tilkommer
- ↑ Denne Bestemmelse er uden Tvivl ogsaa anvendelig paa Ministre, forsaavidt Sagen ikke allerede ifølge Grl. § 14 hører under Rigsrettens Kompetence.
