220
til Lovgivningens Bestemmelser i Embedsmedfør havde modtaget i Forvaring for ham.
Et aldeles modsat Princip blev gjort gjældende ved Grl. 1849 § 77, hvorefter Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Denne Regel blev rigtignok for Fællesdomstolenes Vedkommende ophævet ved Grlbest. 29. Aug. 1855 §§ 2, 6, Forfl. 2. Okt. 1855 § 20, hvorefter Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser efter foreløbig at være forhandlede i en Ministerkonference endelig skulde afgjøres af Kongen i Geheimestatsraadet, s. Forfl. 1855 § 13, Høiesteretstidene 1860. 760, men Grl. 18. Nov. 1863 § 63 optog atter den i Grl. 1849 givne Regel, og denne er nu ogsaa gaaet over i Grl. 1866 § 72.
Med Hensyn til Fortolkningen af denne Bestemmelse kan foreløbig bemærkes, at den omhandlede Myndighed til at paakjende Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser ikke er forbeholdt Høiesteret, men tilkommer alle Domstole, endogsaa Underretterne[1]). Der er imidlertid kun givet Domstolene Ret til at paakjende Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Grl. § 72 hjemler altsaa ikke Domstolenes Ret til at paakjende Spørgsmaal om Lovgivningsmagtens Overskridelse af sin Myndigheds Grændser, ikke engang, forsaavidt angaaer Kongens Myndighed til at udstede foreløbige Love. Om en saadan Myndighed tilkommer Domstolene, maa afgjøres efter andre Hensyn, s. ovenfor § 51 og nedenfor. Derimod maa ved Øvrighed i Grl. § 72 forstaaes ethvert Organ for den udøvende Magt, og Domstolene maae derfor ikke blot med Hensyn til Handlinger af de lokale Øvrigheder og Ministerier, men ogsaa med Hensyn til de af Kongen i hans Egenskab som Hoved
for den udøvende Magt foretagne Handlinger være beret-
- ↑ Den Adskillelse, der efter Grlbest. 1855 og Forfl. 1855 i saa Henseende maatte gjøres mellem særlige og fælles Domstole, bortfaldt ved Grl. 1863.
