217
læggelse til Administrationen, s. Instr. 28. Aug. 1795 § 29, Forfl. 2. Okt. 1855 § 20. Organisationen af en særegen Myndighed til Grændsetvistigheders Afgjørelse vilde ikke blot være forbunden med betydelige, praktiske Vanskeligheder, men tillige, som enhver Henlæggelse til udenforstaaende Autoriteter, i høi Grad forsinke Spørgsmaalets Afgjørelse. Naar der saaledes blot bliver Tale om at henlægge Afgjørelsen enten til Administrationen eller til Domstolene, kan Valget neppe være tvivlsomt, idet ikke blot de omhyggelige Former, hvorunder Domstolene virke, sikkre en grundigere Afgjørelse, men tillige Domstolene ere mindre interesserede i at overskride deres Kompetence end Administrationen, der allerede har truffet sin Afgjørelse og altsaa har en naturlig Opfordring til at opretholde den.
I Christian V's Lov findes neppe nogen fast Regel om det heromhandlede Spørgsmaal, og Trangen til en saadan Regel var heller ikke stor, da den absolute Konge, der stod i Spidsen for saavel den dømmende, som den udøvende Magt, i ethvert Tilfælde kunde afgjøre Sagen i den ene eller anden Retning. Naar 1. 2. 8 bestemmer, at Kongens Betjente udenfor Kjøbenhavn svare for det Steds Dommer, hvor de boe, undtagen Sagen deres Bestillinger angaaer, kan man neppe af denne Forskrift i Forbindelse med den Omstændighed, at der ikke er anordnet nogen for slige Sager kompetent Specialret, udlede, at de deres Bestillinger angaaende Sager skulde henhøre under administrativ Afgjørelse, s. 1. 2. 6, 7 og had angaaer 1. 26. 3 giver den kun en Tilladelse til ved Klager over Øvrighedens Forhold at andrage Sagen for Kongen, uden at erhverve den i 1. 26. 1 paabudne Erklæring af Øvrigheden, men erklærer ikke denne Fremgangsmaade for nødvendig. Snarere kunde 3. 17. 32 og 5. 10. 45 synes at tale for Domstolenes Myndighed til at afgjøre Kompetencespørgsmaalet, men nogen almindelig Regel kan dog neppe udledes af disse specielle Tilkjendegivelser.
