214
retten 19. Febr. 1861 og Lov om Behandlingen af Politisager 11. Febr. 1863, jfr. ogsaa Lov om Høiesterets Domsgrunde 8. Marts 1856, men en fuldstændig Gjennemførelse af samme kan først ventes iværksat i Forbindelse med den i Grl. § 71 og § 74. 2. M. bebudede Omordning af Retspleien.
5. I Grl. § 74. 2. M., s. Grl. 1849 § 79, foreskrives det, at i Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres. Nævninger skulle altsaa indføres i alle Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser uden Hensyn til deres større eller mindre Betydning, men i Øvrigt kun i betydeligere Straffesager. Det tilkommer naturligvis den Lovgivning, som skal gjennemføre Nævningeinstitutionen, at give den nærmere Fastsættelse af de nævnte, i og for sig mindre bestemte Begreber. Ved Bestemmelsen om Nævningers Indførelse har Grundloven dels søgt at værne om Retfærdigheden, idet den nugjældende, lovbestemte Bevistheori vanskeliggjør Domfældelse af den Skyldige og medfører den mislige og principstridige Frifindelse for videre Tiltale[1]), dels at beskytte den personlige Frihed, som udsættes for Fare ved det inkvisitoriske Princip og den Vægt, der under den lovbestemte Bevistheori maa lægges paa Tilveiebringelse af egen Tilstaaelse, dels endelig at vække og hæve Folkets Interesse for de offentlige Anligender ved at give det Myndighed til at deltage i Dommen over Medborgeres Liv, Ære og Velfærd. En væsentlig Betingelse for Nævningeinstitutionens heldige Gjennemførelse er nu tilveiebragt ved den under 10. Febr. 1866 udstedte almindelige borgerlige Straffelov. Derimod er selve Nævningeinstitutionen endnu ikke gjennemført, ligesaalidt som de i Grl. §§ 71 og 74. 1. M. bebudede Reformer, skjøndt der saavel fra Regeringens som fra Rigsdagens Side er gjort gjentagne Forsøg derpaa,
- ↑ Siden Ovenstaaende nedskreves, er der ved Lov 3. Apr. 1868 § 5 gjort Forandring heri.
