207
samt til den mere administrative Side af hans Virksomhed, og er saaledes af mere underordnet Betydning.
Naar Grl. § 2 bestemmer, at den dømmende Magt er hos Domstolene, hvorved maa forstaaes de offentlige Autoriteter, som af Staten ere beskikkede til at afgjøre de dem forelagte Spørgsmaal om Retskrænkelsers og Retsnegtelsers Tilværelse og Virkning, ligger det ligefrem i dens Bud, at dømmende Myndighed ikke tilkommer nogen anden Autoritet og navnlig ikke Administrationen eller dennes Overhoved, Kongen. Efter den tidligere Forfatning tilkom der Kongen en saadan dømmende Myndighed, idet han havde forbeholdt sig, naar han selv var tilstede i Høiesteret, at bestemme efter egen Villie og Velbehag, hvorledes Dommen skulde forfattes, s. Instrux 7. Dec. 1771 § 17, en Myndighed, der rigtignok i Praxis kun var af formel Betydning. Hermed stod det i Forbindelse, at Parterne for Høiesteret altid skulde rette deres Tale til Kongen, hvad enten han var tilstede eller ikke, s. 1. 12. 5, Instr. 7. Dec. 1771 § 9, Patent 10. Nov. 1774 § 16, at Høiesterets Stevninger og Domsakter udfærdigedes i Kongens Navn og under hans Segl, og at den saakaldte Høiesteretsorden, der indeholdt en Fortegnelse over de for Retten indstevnede Sager, udstedtes gjennem Kancelliet under Kongens Haand og Segl, s. Instr. 1771 § 7, Pat. 1774 § 1, Pl. 21. Mai 1800, ligesom endelig Høiesteret aarlig aabnedes paa en høitidelig Maade i Kongens Nærværelse.
Den anførte dømmende Myndighed, der i Øvrigt i og for sig var af ringe Betydning, kunde ikke forenes med Reglen i Grl. § 2. Da dens Bortfalden saaledes maatte ansees som en naturlig Følge af Grundlovens Bestemmelse, kunde det ikke antages for nødvendigt i Overenstemmelse med Grl. 1849 § 74 (Grl. 1866 § 70) at ophæve den ved Lov, og de fornødne Forandringer iværksattes derfor efter erhvervet kongelig Resolution ved Bkg. 21. Febr. 1850, s. sammes Motiver i D. T. 1850. 337-39.
