155
imod sig, som man, skjøndt Finantsloven udgaaer fra de samme Lovgivningsfaktorer, som de sædvanlige Love, ingenlunde med Hensyn til de ved samme behandlede Spørgsmaal har den samme Garanti for en rolig og grundig Overveielse, som ved de sædvanlige Love. Finantsloven maa nemlig nødvendigvis bringes til Veie inden en kort, begrændset Tid, og det enkelte Thing, navnlig Folkethinget, hvor den først behandles, kan derfor ved en ensidig Fastholden af sine Fordringer udøve; et overordentlig stærkt Tryk paa de andre Lovgivningsfaktorer, saa at den for lovgivningens heldige Virksomhed saa nødvendige Ligevægt og Bo gaaer tabt. At Finantslovens og navnlig Indtægtssidens Behandling skulde blive betydningsløs, og at man i Virkeligheden vilde faae et Normalbudget, naar Rigsdagen ved Finantslovens Behandling ansees for pligtig at lægge de bestaaende Indtægts- og Udgiftslove til Grund, kan ingenlunde indrømmes. Foruden at ethvert Thing, som ovenfor berørt, har en formel Ret til at negte hver enkelt Post i Finantsloven, giver denne Lovs Behandling Rigsdagen Leilighed til at blive opmærksom paa de Forandringer i Indtægts- og Udgiftslovgivningen, der kunde være ønskelige, og disse kunne da foretages gjennem sædvanlige Love, paa hvis Resultater Finantsloven kan bygge. At i Øvrigt en meget stor Del af Finantslovens Indhold maa betragtes som noget Faststaaende, der ikke fornuftigvis kan negtes, er ganske begrundet i Forholdets Natur.
Betydelig tvivlsommere er det Spørgsmaal, om Finantsloven ved en udtrykkelig Bestemmelse kan Ophæve eller forandre bestaaende Love om Statens Indtægter eller Udgifter eller de i dem grundede Rettigheder og Forpligtelsen At den ikke bør gjøre det, er vistnok temmelig klart. De samme Betragtninger om Finantslovens begrændsede opgave og det Tryk, som ved dens Tilveiebringelse hviler paa de enkelte Lovgivningsfaktorer, tale i ligesaa høi eller høiere Grad mod en udtrykkelig Forandring af sædvanlige Love, som mod en middelbar Lammelse af deres Virksomhed.
