149
medens Folkethinget kun har Ret til at tiltale Ministrene, s. Rigsdagstidende paa ovenanførte Sted Sp. 230, thi herved udelukkes ikke, at Rigsretten i visse Henseender kan være bunden til at bygge sin Dom paa et givet Grundlag.
Efter det Anførte maa det derfor uden Tvivl' statueres, at Rigsretten med Hensyn til Spørgsmaalet om Udgiftens Nødvendighed ligefrem maa lægge den stedfundne Forka- stelse til Grund. Det synes end ikke foreneligt med Grl. § 49, at Rigsretten, medens den maa ansee Udgiftens objektive Unødvendighed for godtg'ort ved Rigsdagens Forkastelse, selvstændig undersøger det Spørgsmaal , om denne Unød- vendighed har været vedkommende Minister indlysende, om altsaa Handlingen har været ham tilregnelig. Grundloven opstiller nemlig ikke den Regel, at Regeringen har Ret til uden Hjemmel i Finantsloven eller en Tillægsbevillingslov at foretage nø dven dige Udgifter, men den forbyder Afhol- delsen af enhver Udgift, som ikke er hjemlet paa den an- givne Maade. Det er altsaa bestandig den Minister, der foretager en saadan Udgift, indlysende, at han begaaer en formel Ulovlighed, og at den eneste Maade, hvorpaa denne kan blive legaliseret, er ved en efterfølgende Bevilling fra Rigsdagens Side, og for saa vidt er Handlingen ham stedse tilregnelig.
Det kan ganske vist omtvistes, om den her opstillede Regel i politisk Henseende er hensigtsmæssig, og det maa indrømmes, at den paagjældende Minister, naar Rigsdagen misbruger sin Myndighed, kan komme i en meget uheldig Stilling, s. Rigsdagstidende 8. Session Anhang B Sp. 229-32; men ligesom Rigsdagens Hensyn til sin egen Værdighed vil yde Garanti mod slige Misbrug, saaledes kunne Hensyn af denne Art ikke komme i Betragtning mod Grundlovens positive Regel. At denne ikke kan forstaaes paa anden Maade end den her angivne, bestyrkes i høi Grad derved, at den nu- gældende Grl. § 49 gentager Reglen i Grl. 1849 § 52 uden, saaledes som Ford. 1855 § 54 og Grl. 1863 § 58, at modificere den ved at tillægge Kongen en forfatningsmæssig Ret til
