145
den anden Side den stedfundne Forkastelse ikke betragtes som definitivt afgjørende, idet den endelige Beslutning om, hvad der i saa Henseende skal foretages, udsættes til Behandlingen af Statsregnskabet for det paagjældende Aar, hvoraf da vilde følge, at et Erstatningsansvar ikke for Tiden med Nytte kunde gjøres giældende. Herfor kan navnlig anføres, at Grl. § 50 forudsætter, at der i Statsregnskabet forefindes Udgifter, som ikke ere hiemlede ved Fmantsloven, og at Spørgsmaalet om disse afgiøres ved Rigsdagens Beslutning med Hensyn til Statsregnskabet. Vilde man nu end i Øvrigt betragte Efterbevillingen som en anteciperet Decision, kan denne Betragtningsmaade dog ikke fastholdes i Tilfælde af dens Forkastelse, da denne ikke skeer ved en Beslutning af Rigsdagen som saadan, men ved Beslutning af et enkelt Thing. Ligesom der nu efter den modsatte Anskuelse vilde fremkomme en besynderlig Forskjel mellem de Tilfælde, der afgjordes ved Behandlingen af et Efterbevillingslovforslag, og dem, der udsattes til Behandlingen af Statsregnskabet, idet i første Tilfælde det enkelte Things Beslutning blev afgiørende, medens i det andet Afgjørelsen kun kunde skee ved en af begge Rigsdagens Afdelinger vedtagen, overensstemmende Beslutning, saaledes vilde hin Antagelse endog medføre ligefremme, praktiske Vanskeligheder, nemlig i det Tilfælde, at Landsthinget negtede en Efterbevilling, som billigedes af Folkethinget, idet Landsthinget i saa Fald vilde være ude af Stand til at fremtvinge en Ministeranklage, s. Grl. § 14.
Imidlertid kunne Grundlovens Bestemmelser ogsaa forstaaes paa den Maade, at Spørgsmaalet om de uden Hjemmel i Finantsloven afholdte Udgifter kun da bliver at afgiøre ved Rigsdagens Beslutning med Hensyn til Statsregnskabet, naar de ikke allerede tidligere ere bragte for Rigsdagen og her have fundet deres Afgjørelse. Denne Opfattelse synes saa meget mere retfærdiggjort, som den ved Statsregnskabets Behandling stedfindende Afgjørelse efter sin Natur nærmest maa angaae det Spørgsmaal, om de ved
