125
de Summer, hvis Bevilgelse staaer i Forbindelse med vigtige Principspørgsmaal, eller med Hensyn til hvilke Regeringen og Folkethinget have staaet skarpt ligeoverfor hinanden. Men navnlig er det Landstbingets Opgave at vaage over Finantslovens Renhed ved at Gerne alle saadanne Betingelser og Anmærkninger, der vilde indeholde en utilbørlig Indgriben i Lovgivningen eller Administrationen, s. Landsthingstidende 7. Session Sp. 751-57. Faktisk har ogsaa Landsthingets Indflydelse paa Finantsloven ingenlunde været uden Be- tydning, og navnlig skyldes den i Slutningen af de senere Finantslove tilføiede, saakaldte Bevillingsparagraph væsentlig Landsthingets Optræden.
§ 116. Finantslovens Varighed.
Efter det i § 114 Bemærkede skal Finantsloven fast- sætte Statens Indtægter og Udgifter i det paagiældende Finantsaar[1]), som regnes fra 1. April til 31. Marts, s. Grl § 48, Aab. Brev 5. Juni 1849. Den er derfor kun gyldig for det bestemte Finantsaar, for hvilket den er vedtaget, og ved dettes Udløb bortfalder den uden Videre. Selv om Finantsloven for det følgende Finantsaar ikke betimelig maatte være vedtaget, berettiger dette dog lige saa lidt til at forlænge den ældre Finantslovs Gyldighed, som Udløbet af den Tid, for hvilken en anden temporair Lov er givet, berettiger til at udstrække dennes Gyldighed ud over den oprindelig fastsatte Tid, s. Grl. § 49. Det er denne Om-
- ↑ Det fremgnaer klart af Grl. § 48, at der ikke kan være Spørgsmaal om at fastsætte Finantsloven for et længere Tidsrum end et Finantsaar, s. derimod Kohl: die Verantwortlichkeit der Minister S. 207. Vel vil Ifølge Grl. & 19 en Forandring i Bestemmelsen om den ordentlige Rigsdags aarlige Sammenkomster og hermed ogsaa en Forandring i Finantsperioden kunne skee ved Lov. men saa længe en saadan Forandring ikke er skeet, hvilket allerede paa Grund af Finantslovens begrændsede Varighed ikke kan skee ved denne, vilde en Forlængelse af den Tid, for hvilken Finantsloven skal gjælde. stride mod Grl. § 48.
