123
klarlig, da der efter Finantslovens særegne Beskaffenhed ikke let vil blive Spørgsmaal om, at Kongen skulde negte det af Rigsdagen vedtagne Lovforslag sin Stadfæstelse. Saafremt man herimod vilde gjøre gjældende, at Bestemmelserne i Grl. §§ 48 og 49 kun sigte til de almindelige Forhold og følgelig ikke udelukke Anvendelsen af den Myndighed, som i særdeles paatrængende Tilfælde er tillagt Kongen ved Grl. § 25, kan en saadan Afvigelse fra de klare Ord i Grl. §§ 48 og 49 saa meget mindre tilstedes, som Udstedelsen af en foreløbig Finantslov i høieste Grad vilde stride mod Grundlovens Aand og Hensigt. Bevillingsmyndigheden er Hjørnestenen for den konstitutionelle Forfatning, men saafremt man indrømmede Gyldigheden af en foreløbig Finantslov, vilde den nævnte Myndighed ved Udstedelsen af saadanne, i Forbindelse med gentagne Rigsdagsopløsninger, aa det Letteste kunne eluderes. Efter det Anførte maa en foreløbig Finantslov betragtes som aldeles ugyldig, saa at ikke blot dens Udstedelse paadrager de kontrasignerende Ministre Ansvar for Rigsretten, men tillige Loven maa kunne tilsidesættes af de almindelige Domstole, s. ovenfor § 51 i Slutningen, forsaavidt Spørgsmaalet maatte blive reist for disse, saasom ved Udpantning for Skatter, s. Grl. § 49.
Skjøndt de almindeng Regler om Lovforslags Behandling og Vedtagelse, som ovenfor bemærket, i det Hele taget ogsaa gjælde om Forslaget til Finantsloven, findes der dog ved sammes Behandling adskillige Afvigelser fra de sædvanlige Regler. Medens andre Love saavel kunne foreslaaes af de enkelte Rigsdagsmænd, s. Grl. § 44, som af Kongen, s. Grl. § 23, er det begrundet i Forholdets Natur og Bestemmelsen i Grl. § 48 om, at Finantslovforslaget skal fremdeles strax, efterat Rigsdagen er sat, at dette Forslag kun kan fremlægges af Regeringen. Fremdeles bestemmer Grl. § 48, at Finantslovforslaget skal fremlægges paa enhver ordentlig Rigsdag. Som Følge heraf har den ordentlige Rigsdag et Retskrav paa, at Finantsloven strax forelægges
