122
at den med Hensyn til Indhold, Varighed, Virkning og hele sin Karakter væsentlig afviger fra sædvanlige Love, men det maa i alt Fald fastholdes, at de i Grl § 25 foreskrevne Betingelser for foreløbige Loves Udstedelse mangle med Hensyn til Finantsloven. Ligesom der ikke let vil være Tale om en paatrængende Nødvendighed for Finantslovens Udstedelse som foreløbig Lov, uden hvor Regeringen selv har foranlediget saadant ved at opløse Rigsdagen, og ligesom Øieblikkets Trang i det Høieste vil kunne berettige til Udstedelsen af en foreløbig Lov om en forlænget Indtægts- og Udgiftsbevilling i Henhold til den sidst vedtagne Finantslov[1]), saaledes mangler med Hensyn til Finantsloven navnlig den i Grl. § 25 foreskrevne Betingelse, at den foreløbige Lov ikke maa stride mod Grundloven, idet Udstedelsen af en foreløbig Finantslov maa antages for udelukket ved Grl. §§ 48 og 49. Grl. § 48 foreskriver med Hensyn til Tilveiebringelsen af Finantsloven en bestemt Fremgangsmaade, der aldeles ikke passer paa foreløbige Love, idet den fastsætter, at Finantsforslaget skal fremlægges paa enhver ordentlig Rigsdag og behandles først i Folkethinget, og Grl. § 49 fastsætter, at Skatterne ei maae opkræves, forinden Finantsloven er vedtagen, hvilket Udtryk efter Grundlovens Sprogbrug, s. Grl. §§ 44, 52, 53, 95, og Sammenhængen med de foregaaende Bestemmelser kun kan forstaaes om Rigsdagens Samtykke til Finantsloven og ikke om Kongens Udstedelse af denne som foreløbig Lov. Forsaavidt man herimod vil indvende, at Udtrykket »vedtagen« i saa Fald ikke er korrekt, idet Rigsdagens Beslutning først ved Kongens Samtykke erholder Lovskraft, s. Grl. § 24, kunde denne Indvending i det Høieste berettige til at forstaae Ordet »vedtagen« om Kongens Samtykke til Rigsdagens Beslutning og ikke om en ensidig
Akt af Kongen, men i Øvrigt er hin Unøiagtighed vel for-
- ↑ Om en saadan Lov retsgyldlg kan udstedes som foreløbig Lov, vil blive undersøgt nedenfor.
