115
der var dog under visse nærmere Betingelser tillagt Kongen Ret til at beslutte Afholdelsen af ikke bevilgede Udgifter, dog saaledes, at Beslutningen stedse skulde forelægges Rigsraadet, s. Forfl. § 54. En særegen Regnskabsret, der vilde være at oprette ved Lov, skulde vaage over, at ingen Udgift afholdtes uden i Henhold til Bestemmelserne i Forfl. § 54, og skulde tillige afgive Betænkning over Statsregnskabet, der blev at approbere ved Lov, s. Forfl. § 55. Disse Bestemmelser skærpedes yderligere ved Forfl.s 7de og 8de midlertidige Bestemmelse, efter hvilke Normalbudgettet foreløbig skulde bestemmes af Kongen, s. foreløbigt Normalbudget 28. Febr. 1856, og Statsregnskabet indtil Videre kun forelægges Rigsraadet til Betænkning, inden det endelig approberedes af Kongen.
De anførte Regler undergik adskillige Forandringer ved Grl. 1863, der, ligesom Ford. 1855, kun gjaldt for de fælles Anliggender. Normalbudgettet blev vel opretholdt, men det bestemtes, at det ikke blot kunde forandres, men ogsaa ganske eller tildels hæves ved Lov, s. Grl. 1863 § 54. I Henhold til denne Bestemmelse blev ved Grundlovsbestemmelse 23. Dec. 1864 § 3 det foreløbige Normalbudget 28. Febr. 1856 ophævet fra 31. Marts 1866 at regne. De extraordinaire Indtægter og Udgifter skulde for hver toaarig Finantsperiode bevilges ved særegne Tillægslove. Uden Hjemmel i disse finantsielle Love maatte i Reglen ingen Udgift afholdes; dog var der fremdeles tillagt Kongen Myndighed til at fatte Beslutning om Afholdelsen af ikke bevilgede Udgifter, hvilken Beslutning skulde forelægges for Rigsraadets Folkething i dets første Samling, s. Grl. 1863 §§ 54, 58. Tillægslovene kunde forelægges saavel for Landsthinget, som for Folkethinget, og skulde endog fordeles mellem begge i et, saa vidt muligt, ligeligt Forhold. Opstod der Uenighed mellem Rigsraadets to Afdelinger om en Tillægslov, og Enighed ikke kunde opnaaes ved Sagens fornyede Behandling i hvert Thing, skulde der nedsættes et Fællesudvalg, til hvilket hvert Thing valgte et lige stort
8*
