Thiele, d. 14de April 1713.
Jens har været her. Han kom i Nat ind i mit Kammer, for at høre, hvorledes her stod til. Han var som et drukken Menneske, græd og bandte imellem hinanden. “Røb ikke, at jeg har været her, sagde han idet han gik: ellers er Du et dødsens Menneske!” Han skulde vist holde Ord; jeg skal nok vogte mig. Men hvad mon han egentlig vil? Han veed det vel ikke selv.
Thiele, d. 17de April 1713.
Den unge Frøken er borte! inat er hun echapperet ud af et Vindue. Jens har sikkert været her og hentet hende, for En har ved Midnatstid mødt to Personer paa een Hest, men formedelst Mørket kunde han ikke see, om de begge vare Mandspersoner. Det var paa Viborgveien, og vi har været ude hver Mand hele Dagen for at lede. Vi er komne tilbage uden at finde dem. Jeg fik Nys om, at de vare komne over Skiern Broe, men jeg skal vel tage mig vare for at komme dem nær.
Ak! Ak! den Verden, vi leve i! Min arme Herre! Han tager vist sin Død derover. Han ligger, og intet Menneske maae komme til ham.
Thiele, d. 20de April 1713.
Idag blev jeg kaldet til naadig Herren. Ak! du milde Frelser! Hvor bleg og henfalden han var! Han lever ikke, det kunde jeg grandgivelig see. “Morten! sagde han, da jeg traadte ind: er det Dig? Kom hid til mig!” Saasnart jeg hørte hans Stemme, brast jeg i Graad. Før var det, som om han talte ud af en Tønde, og naar han raabte ud af den store Dør: “Morten! Kom med Hundene!” saa var det, som Gaarden skulde falde, og Høns og Ænder fløi forskrækkede omkring. Men nu talte han saa sagte, saa mat, at mit Hjerte var færdigt at briste. “Morten! sagde han: har Du ingen
