73
Ved det mindste Gny, Du gav fra Dig, lod jeg Klapset falde; saa maatte Du vel tilsidst tie stille. —
— Hvorledes, det var Dig? —
— Javist var det. Men det skete naturligviis til dit Bedste. Din dyrebare Moder, som ogsaa havde været en Moder for mig, besvor mig paa sit Yderste, at jeg dog maatte gjøre Alt for at faa Dig standset paa den Fordærvelsens Bane, Du havde betraadt. Digtertalent havde Du ikke, derimod et afgjort Talent for Smørhandelen, som nu iflere Generationer havde været Familiens Kald og gode Udkomme. — Jeg indsaae det selv; det var kun Vind med din literære Berømmelse. Jeg havde vel kunnet puste Blæren op; men i Længden holde den fuld formaaede jeg ikke. Ved Alt, hvad Du skrev, slap Du Vinden ud imellem Linierne. Vist er det, Du gik den rene Fordærvelse imøde. Da sadlede jeg pludselig om. I Poesiens og Smørhandelens og din egen Interesse opbød jeg hele mit Pund af Vid og Lune for at slaa Dig til Jorden, saa ofte Du paa Tryk lod Dig tilsyne. Mine Bestræbelser bleve kronede med et fuldstændigt Held. Familien fik Ære af Dig; Du blev en respektabel Smørhandler, Borger og Patriot. —
— Og er nu i Helvede! — foer den mislykkede Poet heftig op: — Vilde jeg ogsaa være kommen i Helvede, hvis ikke Digtervejen paa en saa skammelig Maade var bleven mig afspærret? —
— Det er rigtignok et Spørgsmaal. — svarede Fætteren spagfærdig: — Men derom er jeg i alt Fald
