527
levende, at kun ad aandelig Vej kunde jeg komme til at besidde hende; ad anden Vej vilde jeg aldrig komme dertil, selv med Understøttelse af alle dæmoniske Magter.
Vi vandrede ad en Sti, som i Udkanten af Skoven løb langsmed Stranden, bugtende sig op og ned, ud og ind henover den høje Skrænt. Det var en dejlig Junimaaned-Aften. Fiskerne vare komne hjem og vare i travl Syssel paa Stranden med Koner og Børn. Enkelte store Skibe glede langsomt frem med næsten slappe Sejl under den hendøende Aftenvind. Udenfor de ved Stranden ligesom henkastede Hytter legede de smaa Børn en stille Leeg i Sandet. Ude i Horizonten viste sig i Aftenglandsen med en mærkværdig Tydelighed og i forklaret Dejlighed Nabolandets Kyst. Det var een af hine sjeldne Aftener, da Man saa fuldkommen føler Jordelivets Lykke, ikke i og for sig, men ligesom I Afglandsen af en evig, lyksalig Tilværelse. Ak, min Ven, hvor dybt maa jeg ikke sukke! Men mine Suk ere ikke til at læse paa disse Blade.
— Bange for Dig! — vedblev Lili, medens vi vandrede frem, idet hun med Munterhed gjenoptog det tidligere Emne: — Det var et underligt Indfald. Jeg føler mig tværtimod hos Dig saa ubeskrivelig tryg og sikker. — Ofte, naar jeg saaledes gaaer med Dig, kommer jeg til at tænke paa, hvor stærk Du er, og jeg er ligesom ganske stolt deraf. Det er mig livagtig, som om Du var stærk for os begge. Du vilde aldrig taale, at Nogen gjorde mig Fortræd, og jeg siger til mig selv:
