504
ved dette mit Billede. Det er mig ganske, som om Billedet var mig selv, og jeg derimod den tomme Efterligning.
Her findes ogsaa mine Børns Billeder. Mit Hjerte svulmer imod dem i en brændende Iid; de have jo engang hvilet ved mit Bryst. Men, ak, de ville ikke kjendes ved mig; de ville sletikke vide af nogen Moder, nogen Kjærlighed at sige. Med gyselig Kulde og fremmede Blikke betragte de mig. Som et Udskud maa jeg bøje mig under disse Blikke, og forsvinde.
Jeg har i lang Række seet den ene Slægt afløse den anden i dette ærværdige Huus. De hørte mig alle til; men jeg var ikke alene en Fremmed, men en Skræk for dem alle.
Det gamle Huus er vidt og bredt berygtet, ligesaa berygtet, som det er anseet. Hvermand veed, at det spøger derinde. Familien har ogsaa flere Gange tænkt paa at flytte ud, men bestandig igjen opgivet det som noget Umuligt. Det gamle Handelsfirma er saa nøje sammenvoxet med det gamle Huus, at det ikke taaler nogen Adskillelse. I et nyt Huus, forudseer Man, vilde det gaa tilgrunde. Saa holder Man da ud, og jeg vanker om, som den eneste svage Aand imellem mange stærke.
Forøvrigt veed Man fuldkommen vel, hvorledes det hænger sammen med Spøgeriet; Man kjender til Punkt og Prikke min Historie. Som en Tradition hvisker den i alle Kroge af det ældgamle, mørke Huus. Man veed,
