489
Marked; det var endog kostbarere end Guld. Men uheldigviis gik denne Artikel ogsaa allerførst op. Da Lili tilsidst endog lagde Haand paa sin Turban, maatte jeg lægge Haand paa hende. Et Nik og et skalkagtigt Smiil gave mig tilkjende, at hun igjen var kommen til Besindelse. Det blev min Lod ved Almisseuddelingen.
Henad Aften fik jeg Besøg af den Stammehøvding, som havde gjort sig ansvarlig for vor Sikkerhed fra Nazareth til Samarias Bjerge. Han havde jaget paa Bjerget, og kom nu med et stateligt Følge for at komplimentere mig, og gjøre mig en Foræring af et Vildsviin, han havde fældet. Det forstaaer sig, at det kostede mig en smuk Foræring til Gjengjæld, foruden dem, han allerede havde faaet. Men den store Ære og Artighed, han viste mig, var vel dette Offer værd. Værre var det, at han berøvede mig de kostelige Aftentimer, som jeg havde tænkt at tilbringe i idyllisk Ro alene med Lili og min Moder. Nu maatte jeg efter bedste Evne gjøre Anstalt til et Gjæstebud, hvorved Vildsvinet kun udgjorde den mindste Deel, og slide Tiden i en ikke meget levende, men desto mere blomstrende og komplimentøs Samtale med Høvdingen, ved Hjælp af Tolken, som paa den kjedeligste Maade afhaspede Underholdningens Traad til begge Sider. Een Trøst havde jeg dog; det syntes at more Lili, som under Slør i nogen Afstand bivaanede den hele Forestilling. Maaltidet var den bedste Deel; det gav større Frihed,
