Side:Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu/442

Denne side er blevet korrekturlæst

428

Stjernen stille. Jeg vidste, at det var Bethlehem.

Christofer satte mig af foran et uanseeligt Huus.

En Dør aabnedes; der stod igjen Barnet Christus. Han tog mig ved Haanden og førte mig ind, idet han med et kjærligt Smiil sagde: — Lili, her har jeg kun en Stald at byde Dig velkommen i. Men engang, naar Du har faaet Nok af Verden, skal det blive bedre. —

Og han slog sine Arme om min Hals og kyssede mig.

— — I det Samme vaagnede jeg. Thi vi vare hjemme. O, Otto, jeg havde saa gjerne drømt noget længer! —

— Synes Dig ikke, kjære Lili, — svarede jeg spøgende: — at det er Alt, hvad Man kan forlange, i en Times Tid at komme herfra til Bethlehem og tilbage igjen, uden at regne alt det øvrige Dejlige, som Du oplevede? —

— Jo, det er sandt. Jeg maa vel give mig tilfreds, indtil Christus byder mig velkommen paa det bedre Sted, hvor han evig har hjemme. — svarede Lili stille.