403
Lili gav mig engang denne Rose, det vil da sige, jeg bad hende derom; ellers vilde det vist neppe være faldet hende ind at give mig den. Vi stode en Formiddag med hinanden i St. Marcuskirken i Venedig, foran Madonnas Alter med det mærkelige byzantinske Maleri. Vi vare et Øjeblik alene; en stakkels Krøbling var nylig humpet bort fra os under tusinde Velsignelser. En hellig Følelse havde listet sig ind i mit Hjerte, hellig maaskee netop, fordi Krøblingen havde kaldt Lili: — la sua sposa. — Lili havde ikke hørt eller ikke forstaaet det. Hun stod med en Rose i Haanden, det udtrykte Billede af hende selv.
— Giv mig denne Rose, Lili! — bad jeg. Hun rakte mig den uden Betænkning.
— Nej, først maa Du kysse den. — sagde jeg.
Hun kyssede Rosen, og rakte mig den med sit ubeskrivelige henrivende Smiil.
Naturligviis kyssede ogsaa jeg Rosen. Lili rødmede let derover, skjøndt hun ganske vist i sin Uskyldighed ikke forstod, hvad det egentlig havde at sige.
Det er denne Rose, der i den senere Tid oftere dufter mig imøde. Hvad har det at betyde? Skulde der maaskee dog være en vis oversandselig Forbindelse mulig mellem de salige Sjæle og dem i Pinen, liig en forbibølgende Duft? O, lykkelige Tanke! Kunde jeg dog blot holde den fast! — Ak, den er allerede borte!
Det store Øjeblik nærmer sig, da Glandsen vil bryde sejrende frem fra Paradiset; ja, det maa være
