344
var ogsaa det meget yngre end han; han nærmede sig allerede Oldingsalderen, da det begyndte at komme i Anseelse som Træ og i Ry for sin vederkvægende Skygge. Men de havde dog henlevet en lang og lykkelig Tid med hinanden; det kunde aldrig glemmes. Og endnu stod det i sin fejreste Kraft, skjøndt saa rigt paa gamle Minder. Dette Træ var hele Oldingens Sommerglæde; til dets svale Skygge i den bede Tid frydede han sig det hele Aar rundt. Træet var ikke mere. Fra nu af var Livet ham idel Vinter. Saa vilde, saa kunde han ikke leve længer.
See, det er den sande Historie. Alt dette vidste jeg rigtignok ikke, da jeg lod Træet fælde; men jeg vidste i alt Fald Nok til at lade det blive staaende. Mit heftige, iltre Sind var i et ulykkeligt Øjeblik løbet af med mig.
Det blev mig dyrt Brænde, hvormed jeg den Vinter hedede min Ovn. Det gjør mig endnu Helvede hedt. Men gamle Severin sidder endnu, som før, i den svale Skygge.
Er det ikke faldet Dig ind? — Her er altsaa en ny Udgave af Historien om den rige og den fattige Mand. — Nu trøstes han; men Du pines! — O, gid det dog endnu blot var en Historie, til Paamindelse, Advarsel! — Taabelige Ønske! Det er den fuldeste Virkelighed!
Men dersom Du nu troer, at dette er det Hele, saa tager Du meget fejl. Jeg har i mine Dage fældet
