343
der var ogsaa foregaaet en stor Forandring med ham. Han var tvær, indesluttet, stille. Der var øjensynlig Noget, som løb ham rundt i Hovedet, og han var leed og kjed af Alt. Hvad det var, han grublede over, fik Man at vide, da Man hiin Middagsstund fandt ham druknet i Vandhullet. —
Denne Begivenhed gjorde et højst uhyggeligt Indtryk paa mig. Det gjorde mig ondt, og, skal jeg sige Sandheden, jeg var ikke fri for Nag. Men den til Begivenheden knyttede Historie slog jeg hen som urimelig Folkesnak. Der var jo ingen Mening i, at et Menneske paa tre og halvfemsindstyve Aar, som ingen Mangel og ingen Smerter leed, ej skulde have kunnet bie sin Tid ud, men havde taget sig selv afdage.
Alligevel — o, hvor frygtelig klart ligger det ikke nu for mig! — alligevel hang det netop saaledes sammen. Gamle Severin havde virkelig aflivet sig selv, af Fortvivlelse over Træet, som ikke var mere. Med den Øxe, der havde fældet Træet, havde jeg truffet den gamle Mand lige i Hjertet. Vistnok gik han i Barndom; det var halv Fjanteri, da han styrtede sig i Brønden. Men dette i det Mindste stod klart og fast for ham, at nu havde han ingen Glæde mere, Intet længer at leve for i Verden. Hans Hustru var død; ligesaa alle hans Venner. De af hans Børn, som levede, vare langt borte. Det var en ganske ny og fremmed Slægt, han levede iblandt. Der var Intet blevet ham tilbage — uden det gamle Træ. Rigtignok
