340
som undertiden lader vente længe paa sig. Jeg mener naturligviis isærdeleshed den indre Lejlighed. Dersom jeg ikke tog Lejligheden i det Mindste halv med Vold, vilde jeg aldrig heri Helvede faa Ro til at skrive. Saaledes gaaer det til, at, skjøndt jeg kalder disse mine Meddelelser Breve, er største Delen af dem, hvis de skulde sondres ordentlig efter Indholdet, i Virkeligheden kun Billetter. Jeg falder i Stumper og Stykker; det kan ikke være anderledes. Om nogen egentlig Tilværelse er der heri Helvede ikke Tale, endsige om nogen sammenhængende Tilværelse.
— — Jeg var paa mit Landsted. En Morgen kom Gartneren til mig for at tale med mig om nogle Forandringer, som skulde gjøres ved Haven. Jeg var denne skjønne Morgenstund ikke i det bedste Lune, men, som Man kalder det, noget kort for Hovedet. Da Manden, som mig syntes, havde faaet tilstrækkelig Besked, fremkom han tøvende med det Spørgsmaal: — Og saa Træet, Deres Velbaarenhed? Er det Deres Alvor, at det smukke Træ skal hugges om? —
— Ja, naturligviis. — svarede jeg kort.
Talen var om et stort Bøgetræ, som stod i Hjørnet af et mig tilhørende Vænge. Hvorledes det var kommet til at staa der ganske alene, vidste Ingen at forklare. Rigtignok var det eet af de dejligste Træer af denne Art, som Man kunde see for sine Øjne. Det bredte sig mægtig ud til alle Sider i regelmæssig Form, med en ganske overordenlig Løvfylde og det fineste,
