339
mig i ham! Hedder det ikke ogsaa, at Gud straffer Forældrenes Misgjerninger paa Børnene i tredie og i fjerde Led? Det er frygteligt! Men det Frygteligste er dog dette: — ikke alene Moderen, men ogsaa Barnet, mit eget Barn!
Der gives intet Vid heri Helvede, følgelig heller intet Vanvid. Ellers maatte Vanvidet i denne gruelige Stund have grebet mig.
Jeg maatte have Vished, hvad det end skulde koste. Jeg foer frem i det daarlige Haab, at kunne overraske hende, og faa et Spørgsmaal frem, maaskee besvaret, inden hun kunde fly mig. Men ved min første Bevægelse blev hun opskræmmet, og bemærkede mig. Med Forfærdelsens Hast foer hun bort, kastede sig ind i en Stimmel af Skygger, som hun forefandt paa sin Vej, og var forsvunden for mine Øjne.
Fortabt, forvirret, forpiint blev jeg tilbage. — Hvor skal jeg gaa hen, hvor skal jeg dog skjule mig? — lød det jamrende i mit Indre. Men i Helvede gives der intet Skjul, ligesaa lidt overfor Menneskene som for Gud; der findes ikke nogen Krog, hvor Man ene med sig selv og ubevogtet kan udkæmpe sin Strid og svælge i sin Smerte.
Det er, troer jeg, endnu ikke lykkedes for mig at
skrive noget Brev færdigt paa een Gang. Jeg tager
Papiret for mig, skriver Lidt om hvad der især
beskjæftiger mig, og lægger det saa hen til en anden Lejlighed,
