334
om den ene, at den fortjente at være een af Paradisets Porte. Udenfor samme en raa Steenbænk. Paa denne Bænk fandt Lili mangen Gang Hvile, naar hun var træt af den lange, nydelsesrige Vandring. Det var den samme Bænk, hvorpaa Dante saa ofte havde siddet i sine dybsindige Drømme om Paradiis og Helvede, og om Beatrice.
En Aften spurgte jeg: — Hvilket Sted synes Dig bedst om, Lili? —
— Der er dejligt, ubeskrivelig dejligt paa Piazza'en; — svarede hun: — men det er dog ligesom kun en fremmed, en hedensk Herlighed. Her derimod bliver Man igjen ret christelig tilmode, og føler sig hjemme. —
— Du befinder Dig altsaa bedst her? —
— Ja, der er en mærkelig Forskjel mellem hist og her. Jeg har her en levende Følelse af, at, saa vide Man end farer om i Verden, til Christus maa Man bestandig vende tilbage. Verden med al sin Herlighed har dog Intet at give imod hvad han giver. —
— O, gid jeg var en Christen som Du, Lili! — udbrød jeg uvilkaarlig. Og, uden at vide deraf, trykkede jeg hendes Haand, som laa indeni min, saa stærkt, at det maatte volde hende en følelig Smerte.
Hun holdt et Smertensudraab tilbage, og saae mig forundret og urolig ind i Ansigtet.
— Otto, — sagde hun alvorlig: — ydmyg Dig selv! Derimod tør jeg Intet sige. Men ydmyg ikke
